Skip to content

Kære Campister.

Velkommen på Egtved Camping. 

Vi hedder Stine og Thomas, og vi er et ægtepar i vores bedste alder, som for ca. 2 år siden trådte ud af hamsterhjulet, solgte vores hus og sagde vores jobs op for at leve livet som campingejere med alt, hvad det indebærer.
Man må sige, at vi fik en anden tilværelse, end vi havde været vant til, og alt var meget nyt – og meget spændende. Vi nyder langt de fleste af de udfordringer vi dagligt står med, og læringskurven er stejl. Vi har tre store børn, Christian, Arthur og Mathilde, samt en hund Charlie. Vi bor på pladsen, hvilket kan gøre det lidt vanskeligt, at skelne mellem arbejde og fritid. Derfor værner vi om den sparsomme tid vi har i vores lille hjem ved siden af receptionen.

Egtved Camping er en Back-to-Nature plads, hvor der er højt til loftet og stort albuerum og optimale muligheder for både at trække sig for at være i fred, eller socialisere sig med andre på vores hyggelige fællesområder.

Vi er en rigtig familieplads, som skaber rammerne for både hygge, nærvær og fællesskab i familien og med andre gæster.

Vi har sidste år lavet et udekøkken med en dertil hørende overdækket terrasse, hvor du har rig mulighed for at komme i kontakt med andre campister.

Netop det, at socialisere med andre skaber vi også mulighed for ved vores nyligt anskaffede bålhytte, som er blevet os doneret af Isabellafonden i foråret 2024. Vi glæder os til mange hyggelige timer ved bålet med (brændt) snobrød, røg i øjnene, glade mennesker og måske en lille sang.

Egtved Camping er centralt placeret i forhold til nogle af Danmarks største turistattraktioner, seværdigheder, og smukke byer med fantastiske shopping muligheder.

Derudover er vi en del af Vejle Ådal, som har uendeligt mange vandre – og cykelstier.

Vi har en sø, som er en gammel tørvegrav, der har du mulighed for at fiske – og hvis du fanger en fisk, så giver du den et kys og sætter den fri igen.

Vi har et rigt fugleliv her, og særligt tranerne er et stort trækplaster her. Derudover er her både ugler, nattergale svaler og selvfølgelig masser af andre fugle.

Her er alle gæster lige vigtige, hvad enten du er fastlægger eller dagsturist. Det er et feriested – alle skal have det godt!

 Vi håber I vil nyde jeres ophold på vores dejlige plads.

Sammenhængskraften er socialt samvær og familie.

De bedste hilsner
Stine og Thomas 

Stine og Thomas byder dig velkommen til en Back to Nature campingplads